Billedkunstner & freelance grafisk designer
Jeg maler primært akryl, akvarel og med blæk, og farverne er for det meste kraftige. De fleste af mine værker er inspireret af naturen – fra det naturalistiske til det mere abstrakte, men et fællestræk for alle mine malerier og akvareller er, at de ikke er “pæne”. De er ikke så nydelige. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde min stil. Måske løs? Jeg har altid tegnet og malet – alt fra løg og skygger på papkasser til croquis og landskaber. Jeg udvikler mig hele tiden, og har gennem de seneste mange år modtaget undervisning hos billedkunstner Anna Steenberg i Randers og hos Niels Frank i Aarhus. Udover den „faste“ undervisning deltager jeg løbende på kurser hos forskellige kunstnere.
Jeg er født i 1976, kommer fra Tornby i Vendsyssel – tæt på skoven, stranden og det fantastiske Vesterhav. Har gennem årenes løb boet i bl.a. Tyskland, Århus og vidunderlige Højer, hvor jeg tog min grafiske uddannelse. Jeg flyttede til Randers i 2004 og bor nu i Stevnstrup uden for Randers.
Jeg arbejder som freelance grafiker i min enkeltmandsvirksomhed Riisager Grafisk, hvor jeg hjælper virksomheder med grafisk design og opsætning af stort set alle typer materialer. Er vild med typografi og godt grafisk design.
Back to Top